Tom på tur



	En fortælling fra det virkelige liv
	En fortælling fra det virkelige liv


	Pelota

		Redigeret 19. juli 2026
	Pelota Vasca, på baskisk: euskal pilota eller blot pilota, (fransk: pelote) er en traditionel sport fra det nordlige Spanien og det sydvestlige Frankrig, med en stærk tilstedeværelse i Baskerlandet, La Rioja, Navarra, det franske Baskerland og i mindre grad i nogle områder af det nordlige Castilla y León. Der findes også pelotaforbund i andre regioner i Spanien, såvel som i Frankrig, de syd og -mellemamerikanske lande, Canada, Indien, Holland, Italien og Sverige.


	Der er mindst to spillere eller to par, der skiftes til at slå en lille læderbold mod en væg kaldet "frontis", indtil der scores et point. Banen, hvorpå det spilles, kaldes en frontón. Der findes en variant kaldet trinquet, som er en lukket bane med et sidetag. -Eller et hønsehus som jeg kalder det.

I det mest populære spil benytter deltagerne de bare næver (pelota a mano), men i visse udgaver af spillet benyttes forskellige former for ketchere eller bat. I de baskiske provinser ligger der en fronton i næsten alle større og mindre byer, såvel udendørs som indendørs.


	En spiller i denne sport kaldes en "pelotari".


	Under de professionelle kampe er der ofte stor væddemålsaktivitet, hvor tilskuerne kan sætte deres penge på enten rødt eller blåt hold. Bookmakerne justerer løbende oddsne alt efter kampens udfald. Spillerne er iklædt hvide bukser og poloskjorter, men modstanderne kan skelnes fra hinanden, da de bærer et henholdsvis rødt eller blåt bånd om livet.

Fra et sociologisk perspektiv betragtes denne sport i Baskerlandet, Navarra og La Rioja som en del af den kollektive identitet i hvert selvstændigt samfund, hvor den ses som noget unikt og oprindeligt. Det er en sport, der traditionelt er knyttet til landdistrikterne og er allestedsnærværende.


	Bolden, der sys i hånden, består af fire lag: Inderst en lille trækugle, dernæst et lag gummi, et lag uldtråd og til sidst et lag gedeskind. I 1983 instruerede digter og filmskaber Jørgen Leth en dokumentar om spillet ved navn Pelota. Jørgen Leth taler med alle de store mestre, og der vises hvordan den lille læderbold laves.

	Der er fire officielle former for pelota



		Antano lll linker til film


	I en 30-meter fronton spilles følgende spil: frontenis (mænd og kvinder) og paleta med en gummibold. Frontonets længde er 30 meter; Højden og bredden er omkring 10 meter.


	I en trinquet spilles følgende spil: paleta med en gummibold (mænd og kvinder), paleta med en læderbold og den bare hånd, pelote mano (single og double).

Frontonen, består af en frontis (forvæg), venstre væg, rebound (bagvæg) og højre væg.

Trinquet er en firevægget fronton med en længde på omkring 28 meter og brede mellem 7 m og 10 meter. Langs venstre væg strækker et skråtag sig fra "frontis" til "rebounden" og over til højre væg. Under halvtaget er et net strukket ud. Dette skrå halvtag kaldes "friar".


	I en 36-meter fronton, også kaldet en kort fronton eller venstre væg spilles følgende spil: pala corta (kort pala), paleta med en læderbold, pelota-mano (single og double) og paleta med en solid gummibold. Højden og bredden af banen er ca. 10 meter.


	I en 54-meter fronton, også kaldet en lang fronton eller Jai Alai, spilles cesta punta.

Brede og højde er den samme som de andre baner.


	Ud over de officielle former for pelota, der er anerkendt af Den Internationale Føderation, er der andre modaliteter og specialer, der praktiseres lokalt:


	Den åbne bane, muren findes i alle byer, -fra den mindste til den største.


	Typer af baskisk pelota


	En specialitet refererer til det redskab, der bruges i spillet; det vil sige hver variant af spillet, der spilles i de forskellige versioner af pelota.


	Pelota a mano


	Pelota mano (esku pilota på baskisk) er den baskiske pelota-specialitet, hvor bolden slås med kun hånden. Det er den mest populære spilleform, hvor der er turneringer for professionelle pelotaspillere, og betragtes det som det “ægte” pelota-spil.



	Hånden er nød til at være plastret godt ind, når der spilles pelota a mano.

Pelota mano spilles på tre slags frontoner:: Den åben bane, trinquet og kort bane; individuelt (kaldet "mano a mano" eller "manomanista") eller parvis.

Den åbne bane (en simpel mur) er den ældste type. Det var et konkurrenceformat i de tidlige verdensmesterskaber, men det forsvandt senere fra de officielle formater, da det kun blev praktiseret i det franske Baskerland, hvor de fleste byer stadig har denne type bane.

I det franske Baskerland begyndte pelota mano også at blive spillet på trinqueterne i den sidste tredjedel af det 19. århundrede. Franske baskiske emigranter tog trinquetet med til Uruguay og Argentina, hvor store pelota mano spillere opstod i slutningen af det 19. århundrede, som konkurrerede med de franske baskere. Trinquet-moderllen er stadig den mest populære i det franske Baskerland, hvor der findes flere professionele frontoner kaldet "Elite Pro" for denne modalitet. I de lidt større byer, det vil sige +1000 indbyggere, er der en trinquet.

I Baskerlandet blev en anden type bane til pelota-mano imidlertid populær: den korte fronton, som har en venstre væg. I begyndelsen af det 20. århundrede var der allerede professionelle pelota-mano-spillere på frontoner med en venstre væg, og traditionen er blevet opretholdt uafbrudt den dag i dag. Pelota-mano-spillet, spilles på denne type bane og har været meget populært gennem hele det 20. århundrede. I øjeblikket findes der en professionel kreds, Liga de Empresas de Pelota a Mano, som nyder godt af en stor fanskare og betydelig mediedækning i regionen, langt større end nogen anden pelota-disciplin.



	Fontron med en venstre væg

Det har været relativt almindeligt for spillere, der specialiserer sig i den ene eller den anden modalitet, at prøve lykken, med varierende grad af succes, i den anden. Adskillige baskisk-franske spillere, der har trænet i trinquet har opnået bemærkelsesværdig succes i venstre side af frontonen, og ligeledes har venstre side af frontonen konkurreret med succes mod professionelle trinquet-spillere.


	Paleta goma maciza


	Udtrykket massiv paddel refererer til en bestemt form for pelota, der spilles på en fronton. Paddelen vejer cirka 520 til 600 gram og er lavet af et enkelt stykke bøgetræ. Den kan have huller på overfladen for at reducere luftmodstanden.

	Bolden er lavet af massiv gummi uden luft indeni. Dens vægt varierer mellem 65 og 66 gram. De frontoner, hvor den almindeligvis spilles, varierer betydeligt i længde: mellem 25 og 45 meter. Det er en meget populær form i hele Baskerlandet og La Rioja. I Frankrig er der et nationalt mesterskab. Der er ingen internationale konkurrencer.

	Cesta Punta, Jai Alai


	Cesta punta er en type pelota inden for pelota, der spilles med en cesta (kurv) som redskab. I modsætning til andre pelota-spil returneres bolden ikke direkte med cestaen, men snarere gribes den først med cestaen og returneres, efter at den har fået momentum, mod frontisen i en flydende bevægelse. Cesta punta spilles normalt i et enkelt format, på en 54 meter lang bane og parvis. Boldens hastighed kommer op på over 400 km/t.

Cesta punta er den mest universelle af de baskiske pelota-specialiteter. Spillet opnåede stor popularitet i lande som Cuba, Mexico, Filippinerne og USA, hvor det var kendt som jai alai (et baskisk udtryk, der betyder "glædelig fest"). Generelt, i lande hvor baskisk pelota ikke spilles, identificeres denne sport med jai alai fra frontonerne i Florida. Det er en sport, der normalt spilles professionelt.



		Teo og Iban Riouspeyrous, vinder af Baskiske mesterskab 1. division, i både 2025 og 2026. Når brødrene ikke er på frontonen, laver de vin hjemme på forældrenes vingård, Domaine Arretxea i Irouléguy. En familie som vi altid lægger vejen forbi.

Amatørkonkurrencer begyndte i 1925. Turneringer af alle slags opstod overalt, styret af nationale eller erhvervsorganisationer, hvilket førte til åbningen af frontoner i blandt andet Cuba, Egypten og Kina. I det 20. århundrede opstod professionalismen.

På amatørniveau står verdensmesterskaberne, der blev etableret i 1952 i San Sebastián, som den vigtigste pelotabegivenhed. Det er en begivenhed der afholdes hvert fjerde år af de lande, der dyrker pelotasporten med den største lidenskab.


	Trinquet-reglerne


	Trinquet har sine helt egne specifikke regler, der adskiller den fra andre variationer af baskisk pelota. Her er nøgle-elementerne for at forstå og nyde denne sport: Spillerne bruger enten den bare hånd, eller ketsjere lavet af træ eller kompositmateriale, uden strenge, og en gummibold lidt mindre end en tennisbold. Ketsjerne er specielt designet til trinquet og har en unik, let buet form for at gøre det lettere at slå og kontrollere bolden. Spillerne bruger enten den bare hånd, eller ketsjere lavet af træ eller kompositmateriale, uden strenge, og en gummibold lidt mindre end en tennisbold. Ketsjerne er specielt designet til trinquet og har en unik, let buet form for at gøre det lettere at slå og kontrollere bolden.

	I de professionelle kampe bruges der kun bare næver og en bold af en trækerne, gummibånd, uldtråd og gedeskind.


	Taktikken i trinquet er at slå bolden på en sådan måde, at den rammer forvæggen, så modstanderen ikke kan returnere den, før den rører jorden anden gang. Spillerne scorer point ved at tvinge modstanderen til at lave fejl, såsom at misse bolden, slå bolden ud af banen eller ikke ramme forvæggen.


	Den der server skal stå inden for det angivne serveområde og slå bolden mod forvæggen, så den springer ud over modstanderens servelinje. Serveren har to forsøg til at udføre en gyldig serv. Hvis begge server mislykkes, scorer modstanderen et point.


	Man kan bruge sidevæggene og bagvæggen, slå bolden op på halvtaget, "friar", for at skabe uforudsigelige linjer for bolden der overrasker modstanderen. Bolden skal altid hoppe en gang på gulvet, før den slås, og en spiller må ikke røre bolden mere end én gang i træk.

Kampe spilles generelt i et parti uden pause. Kampen vindes af den første spiller eller det første hold, der når et vist antal point, normalt 40 eller 50.

Trinquet er et spil om strategi og finesse. Spillerne skal kunne forudse deres modstanders bevægelser og bruge væggene til at skabe komplekse boldretninger, der er vanskelige at opfange. Erfaring og forståelse af boltens hop og dens vinkler er afgørende for succes i denne sport.

Historie



		Min hjemmebanen i Saint-Jean-Pied-de-Port er en lukket fronton

Spillets oprindelse går tilbage til det 13. århundrede i Kongeriget Navarra, hvor et meget lignende spil kendt som juego de palma blev spillet.

I Kongeriget Navarra var denne sport allerede populær i det 14. århundrede, hvor den ældste optegnelse går tilbage til 1331, som bemærket af Fernando de Mendoza efter at have konsulteret dokumenterne i Navarras kongelige og offentlige arkiv.