Tom på tur

Mont Errozaté

Faunaen i Pyrenæerne er varieret og righoldig. Den har nydt godt af mange års beskyttelse, men nogle arter har bedre kunnet udnytte forholdene end andre. Gemserne har haft en betydelig fremgang, mens urhøns og skovhøns har haft problemer af grunde, som det er svært at afklare. Antallet af gåsegribbe og murmeldyr er i stigning. Naturorganisationer  beskytter et enestående, vandlevende pattedyr, den pyrenæiske muldvarp, som er næsten umulig at iagttage direkte.

Desuden finder man los, europæisk genette, og de sidste vildtlevende bjørne i Frankrig. De store rovfugle er endnu én af Pyrenæernes skatte. De har i vidt omfang haft gavn af alle de beskyttelsestiltag, som er iværksat af hensyn til dem.

Cueva-de-Arpea

Mont Errozaté

Der er tilsammen færre end 10 pyrenæiske bjørne i Aspedalen og Ossaudalen. I 1996 udsatte man tre bjørne fra Slovenien, to hunner og en han, som har tilpasset sig godt trods det, at den ene blev skudt af en jæger i 1997. Man kan dog frygte, at dette ikke slår til for at redde den pyrenæiske bjørn fra fuldstændig udryddelse, for en bestand på under 30 individer regnes for at være truet. Desuden bryder de lokale sig ikke enstemmigt om bjørnen, og den bliver anklaget for at gøre for store indhug i fårehjorderne.

Bjørnebestanden er først og fremmest afhængig af forholdene i yderzonen, og bestanden reduceres til stadighed. Der er virkelig tvivl om bjørnenes fremtid, og den afhænger af hastige og konkrete handlinger, som må igangsættes for at redde dem.

De vilde heste finder man hvor der er græsning nok.  Disse to mødte jeg på Col d´Ispeguy

Cueva de Arpea, -en mærkværdig hule

Mellem dalene Aezkoa og Garazi-Cisa er denne underlige geologisk formation, der har været brugt i århundreder til at holde husdyr og at beskytte det mod hærgen fra skiftende hære der havde herredømmet over området.

Her i den vestlige del af Pyrenæerne er toppene ikke så høje, op til 1500 m., og de er for det for det meste runde og med græs. Hyrderne går her med deres får og køer om sommeren. Græsskråningerne må ikke hegnes ind, da dette er et af de steder at de vilde heste lever i store flokke.

Vi var nød til det, for vejen var lukket pga. sne. Vejen er flere steder grænseskellet mellem Frankrig og Spanien.

På grund af den højde, som vi befinder os i, er der ingen vegetation, og det giver mulighed for en flot udsigt over hele dalen. Om foråret og sommeren gør det grønne græs at det bliver mere tydeligt at se folderne i disse bjerge, hvilket gør landskabet i denne dybe dal er imponerende.

Vejen ender ved en lille gårdsplads, og en meget smal sti på bjergsiden ender ved en lille bæk der løber forbi Cueva de Arpea. Bækken skærer gennem dalen, og er begyndelsen af la Nive, som der er skrevet meget om på denne hjemmeside.