Tom på tur



	En fortælling fra det virkelige liv
	En fortælling fra det virkelige liv


	Autour de residence


	-eller omegnen af mit domicil, når jeg er på de kanter. Der er utroligt meget at opleve, indenfor en lille times kørsel fra Socoa, -eller bare gå afstand. 15 minutter til fods, så er man oppe ved en lille vingård, med det utroligste skue ud over bjerge, frodige bakker, Biscayen og noget af det flotteste jeg har set, Lagunen Saint-Jean-deLuz/Cibourre. Lige meget hvor man begiver sig hen, mødes man af en utrolig gæstfrihed.

	Den nære omegn, eller min hjemmebane, er de tre byer der ligger ud til lagunen. Eller retter to, for Socoa er en område af Ciboure. Mens Saint-Jean-de-Luz og havneområdet i Ciboure er gamle smalle og meget hyggelige gader med masser af restauranter, er højderyggen hvor Ciboures bedre borgerskab bor, bebygget med kæmpe-villaer i mange millioner klassen, vel at mærke i €. Socoa er den sydlige del af Ciboure, der ligger ned til l’Untxin, floden som “ma résistance” ligger ud til. En af de store berømtheder der er født i Ciboure, er komponisten og pianisten Maurice Ravel. Ravel regnes sammen med Claude Debussy som den største franske komponist i det 20. århundrede. Hans kendteste værk er Boléro, som samtidig er et af de aller kendteste stykker klassisk musik overhovedet fra det 20. århundrede.


	Vue ud over Socoas havnefront, og med Ciboures store villaer spredt ud over højderyggen


		Socoa ligger ved l’Untxin




	Ta´ med på havnerundfart i Saint-Jean-de-Luz. En kajak kan komme ind hvor fiskerbådene aldrig kommer. Se min YouTube ved et klik på billedet.

Der er kun omkring 6 km fra Socoa til grænsebyen Hendaye. Vi har været der et par gange. En meget rig by, med masser af restauranter, både med og uden stjerne, flere kasinoer og luksus hoteller ned til den fedeste sandstrand. Det er også et surfer-paradis, hvor de mange surfere kravler rundt på de store bølger der kommer ind fra Biscayen. Et flot syn for en der kommer fra de flade kysters land.

Krydser man grænsefloden, Rio Bidasoa, er man i en helt anden verden. I Irun´s fattigste kvarterer er der et miljø, hvor den baskiske ekstremisme slår igennem. Dette var ETA´s højborg, og de baskiske flag hænger på næsten hver eneste altan på de forfaldne bygninger.


	Sagardotegi, det baskiske ciderie Produktionen af cider har en lang historie i Baskerlandet, og går helt tilbage til det 11. århundrede. Sagardotegi var oprindeligt der hvor lokalbefolkningen gik hen for at købe cider, og de tog for det meste mad med, så de ikke drak på tom mave. Dette udviklede sig til traditionen af, at sagardotegi fungerede som en restaurant og et sted for sociale sammenkomster.

	I dag er sagardotegis typisk gamle gårde, der findes i hele Baskerlandet. For 25-30 € kan man få en menu, det er ganske store portioner der serveres, og næsten altid det samme der står på de forskelliges menukort. Den kan består af: 1. ret, Tortilla de Bacalao (torsk fisk omelet) 2. ret, Tapas 3. ret, Txuleton (en enorm velhængt okse bøf) Dessert, Valnødder + lokal ost med Membrillo (kvæde gelé). Og der er selvfølgelig masser af cider, og du kan drikke så meget som du vil, og endda blive en ekspert i processen, da der normalt er flere forskellige typer af cider at smage. Cideren er i gigantiske træfade (kupelas), som åbnes med jævne mellemrum, når nogen råber "Txotx!". Cideren løber ud af hanen, og skal fanges flere meter væk og så tæt på jorden som muligt. Dette gøres for at cideren bliver iltet. Hele sagardotegi oplevelsen er en, man ikke bør gå glip af, vil være et højdepunktet på turen til Baskerlandet.




	-heller ikke vores froi gras produksent er gået i glemmebogen (det gør hun vist aldrig, det skøre pigebarn).