|
|
|
|
 |
|
|
Vi havde Base Camp ved byen Fuenmayor på en stille campingplads uden større luksus. Vi kunne få et varmt bad, købe småt ind i butikken og ikke mindst få en dejlig stor kold Gin-Tonic i baren. Der kan danske bartendere lære hvor meget gin der skal i sådan en sag. Bunden op på flasken i 6-7 sekunder og tonic til kanten, samtidig at man beundrede den gode udsigt til bakkerne.
Der blev foretaget udflugter for at finde White Water. Hjemmefra havde vi luret en flod som munder ud i Rio Ebro, ca. 10 km. fra Base Camp, og hvor vandet var pænt uroligt. Der skulle vi ud og padle, -hvis det ikke lige var fordi min følgesvend på rejsen, rendte ind i en gang Sydtunesisk mavehaløj. Nå, men livet skal jo gå videre, så kajakkerne blev på traileren, og vi undersøgte kvaliteten på vino tintoen. Ikke en eneste gang fik vi vin af tvivlsom kvalitet, som man sagtens kan, kan når vinen kommer fra et dansk supermarked. Hvis vi ville gå ned i kvalitet, skulle vi bare krydse vejen ved campen, for det lå Bodegas Siglo, I ved den i sækken. Den vin skulle aldrig have været lukket ud af sækken.
|
|
|
|
Stillitsen bor fast på campingpladsen.
|
|
|
|
|
|
Selvfølgelig skulle jeg til Haro. Det er derfra at flere af mine Rioja-favoritter kommer fra. Friderico Patanina blev ikke besøgt og Muga heller ikke selv om den er næsten nabo med Roda. Bodegas Roda blev da besøg af os. Et ikke helt billigt besøg, da vi tungt læsset da vi kørte derfra. Uden for Logroño ligger Castillo de Ygay, Marqués de Murrieta´s fremragende bodegas, der er berømt for deres Gran Reserva Especial. Bodegas Campo Viejo der er min favorit, når det drejer sig Rioja, ligger omkring en km. fra udkanten af Logroño. Jeg husker altid den Reserva 1964 som jeg købte i San Sebastian i 1978, og nød nogle år senere. Et af de fem bedste glas vin der har løber over mine sarte smagsløg. De skulle besøges. En lang privat vej med bomme, store gitterporte, kameraer og alt det der, førte op til bodegaen. Efter 1 km. kom man så til endnu en gitterport og et samtaleanlæg, der skulle anvendes for at komme videre. Hva fan er de bange for, -den store fæle vintyv? Stedet var bedre bevogtet end Det Hvide Hus. Der satte jeg grænsen, (eller retter sagt, de havde) vendte bilen, kørte til købmanden i Fuenmayor og der købte vi et stort udvalg af vin fra bodegaerne der lå ved byen. Nu er det altså svært at handle i sådan en butik, uden at købe Iberico-skinke og flere af de gode spanske pølser. Nå ja, -og oste, grønsager, oliven, brød og alt hvad der vokser dernede.
|
|
|
|
|
|
En fotosafari fra Campen ud over vinmarkerne og ned til Rio Ebro, var et uundgåeligt must. Der var et par små olivenlunde, der stod der og så fotogene ud. Et lille hus der, og jeg var afsat. Så stille og smukt, og de små vinmarker der lå rundt om, gjorde det til noget nær et drømmeland. -Og et vandløb der havde udløb i Ebro, rislede igennem.
Vi fandt en sti som vi fulgte op over et lille bjerg, i håb om at det var en genvej tilbage. Det var det ikke, men en 7-8 km. omvej fandt vi ud af, -men en flot oplevelse blev det. Ud i den smukke spanske natur, hvor vi så, måske var det en ørn, flot var den i alt fald, bjergæsler, bjerghøns, en bister sort tyr, biæder og dens rede/tunnel, og stien blev til en grusvej, og hvor den sluttede var verdens dårligst beliggende fodgængerfelt.
Vi kom op til Fuenmayor fra en helt anden side som vi ikke havde set. En smuk gammel by, typisk spansk. Gennem de smalle snoede gader kom vi hen til vores købmand, hvor der igen blev handlet ind som beskrevet tidligere. Tilbage i teltet blev der disket op til det usandsynlige velsmagende frokostbord med diverse vine.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vinkortet på Mesón el Porron var ud over det hvad fantasien overhoved kunne tænke sig. Jeg kan ikke huske om der var anden vin end Rioja, for jeg tabte fuldstændigt mælet. Kortet var delt op i de tre distrikter som der nu engang er foreskrevet. Hver distrikt var ikke delt op i hovedbyerne, men ned til de mindste landsbyer. Uden at overdrive, var der over et hundrede forskellige vine fra Rioja.
Jeg fik en grøn salat til forret, og Odd fik hvide asparges fra Navarra, som det lige var blevet sæson for. Vi bestilte begge solomilo (en bitte bøf på 500g af bedste kvallitet) til hovedret, der fik æren af at blive skyllet ned af en flaske ældre Marqués de Murrieta. Desserten var naturligvis flan.
Hvis vi skulle få hjemve, og ville tilbage til Baskerlandet, var der hurtig hjælp at hente. Vi skulle ikke engang starte bilen, men bare ud af campingpladsen og til højre en kilometer ned af vejen, over Ebro ad en bro. Sådan, -så var vi i Araba-provinsen (Álava på spansk). Højt over Ebro ligger en lille gammel landsby, Lapuebla Labarka, hvor der skulle være nogle spisesteder. Vi fik aldrig spist i Lapuebla Labarka, da vi fandt ud af at vi ikke var rigtigt sultne, og havde rester fra vores indkøb i Fuenmayor, og kunne derefter gå i baren på pladsen og se på byens bedste udsigt. Vi fandt vist nok aldrig ud af hvad bakkerne kaldes, men flotte var de. Absolut et besøg værd.
|
|
|
|
|
Gu´ ve om vi ikke lægger vejen forbi Rioja igen, på vores næste rejse til Pays Basque.
Det skulle i hvert tilfælde ikke undre mig. Der er fundet spændende floder i området til brug med vores kajakker.
|
|
|
|
|
|
